Bornholms historie:

Da alle min søns aner på sin mors side tager udgangspunkt i Bornholm, gengives her de vigtigste begivenheder i Bornholms historie over en periode på omkring 600 år frem til øens befrielse 1658 . Begivenheder der skal hjælpe os med at forstå de ældst kendte aners færden. 

Kilde til denne korte gennemgang af Bornholms historie er bogen "Bornholmernes Land  - Øen i øst"; udgivet i 1944 af Bornholms Tidendes Forlag. 

Starten:

Bornholm menes at være kommet under Danmark i sidste halvdel af det 10. århundrede, den gang Harald Blåtand "vandt sig hele Danmark", som den store Jellinge-runesten beretter. Da Skåne var en del af Danmark, var det naturligt, at også Bornholm blev det. Siden har øen været dansk undtagen i to perioder i 1645 og 1658, da den tilhørte Sverige - tilsammen i godt et år.

Den danske konge satte en Høvding over øen og lod den inddele i 4 herreder, der hver skulle omfatte 120 gårde. Som høvding nævnes Vesete, hvis ene søn Sigurd Kaabe menes at have haft en søn Kaabe-Svend, der satte en runesten efter sin søn Bøse.

Omkring år 1200 meddeler Slesvig Stadsret at Bornholmske købmænd var bosat der i byen, hvilket er udtryk for den omfattende handel øen har været centrum for.

Kristendommen og kirkerne:

Kort efter 1060 prædikede Biskop Egin fra Lund første gang kristendommen for bornholmerne.

I 1100-tallet begyndte man at bygge de 15 sognekirker af sten. To af kirkerne fik navn efter Jomfru Maria, en blev viet til ærkeengelen Mikael (Rutskirke), fem til apostlene Johannes (Åkirke), Andreas (Røkirke), Jacob (Ibskirke), Paulus og Peter. Tre til nordiske helgener: Knud, Olaf og Botulf (er på bornholmsk blevet til Boel og misforstået og forvansket til Bodil). Tre til helgene Klemens, Laurentius og Nicolaus (de to sidste knyttet til Østerlars og Nylars. Den sidste blev viet til Alle Helgener: Alle Helgens eller Nykirke.

Bornholmske kirker: Her kan du et billede af alle kirkerne på Bornholm. 

Ærkebispetiden 1149 - 1525

Det var fra Skåne, at Bornholm var blevet kristnet, og efter Bispen i Lund 1104 var blevet ærkebiskop, fik ærkebiskop Eskild i 1149 tre af Bornholms fire herreder. Biskoppen skulle udøve de kongelige rettigheder og opkræve de kongelige afgifter, på nær enkelte undtagelser.

I sidste halvdel af 1100-tallet byggedes Lilleborg i Almindingen (i kongens herred). Som en kulmination på mange stridigheder mellem konge og ærkebiskop, blev borgen indtaget og nedbrændt i år 1259 af ærkebiskop Jacob Erlandsen. Han satte sig herefter fast på Hammershus, der forud var blevet udbygget til en uindtagelig fæstning.

I 1265 indtog Erik Klippinge Hammershus - og havde i 11 år hele Bornholm i sin magt. Gav dog, p.g.a. dårlig økonomi, allerede i 1266 Vester Herred i pant til Fyrst Jaromars søn. I 1276 måtte han dog bøje sig for den mægtige ærkebiskop og kirke, og overlod ved forlig Lunde-bispen de tre herreder. I 1277 solgte Jaromars søn Rønne Herred til den danske Drost Uffe Nielssøn Neb, hvorefter det gik i arv til hans søn. Og en ny strid mellem Erik Mændved og den ny kongefjendske ærkebiskop Jens Grand førte til, at kongen i sidste halvdel af 1290'erne måtte afgive det sidste herred, hvilket jo ejedes af Uffe Nielssøn Neb's søn. Og da kongen ikke kunne indløse dette pant, måtte han foreløbig overlade ærkebispen endnu et skånsk herred.

Ny ærkebiskop Esger Juul tog ophold på Hammershus og samlede fredløse om sig. Han lyste kongen i band, hvervede lejetropper og søgte støtte i Sverige. Han fik nu kannikerne i Lund imod sig, og med et anklageskrift fra disse indankede kongen sagen for Paven. Herefter flygtede Esger Juul til Pommern.

Erik Mændved lod i 1319 sin marsk, Ludvig Albertssøn Eberstein tage Hammershus i besiddelse for Kronen.

Kongen overtog øen, men inden udgangen af 1319 døde han, og den nye svage Kong Kristoffer II sluttede forlig med Esger Juul, der havde vundet Paven for sin sag. Kongen afstod i 1319 hele Bornholm til ærkebispen. Ludvig Albertssøn blev efter forliget siddende som Høvedsmand for ærkebiskoppen.

Endnu en strid om Bornholm blussede op, og kongen sendte sin nye marsk Peder Vendelbo mod Hammershus. I 1325 efter 16 måneders belejring måtte fæstningen åbne sine porte for kongens hær. Kristoffer II blev året efter i 1326 fordrevet fra Danmark, og den unge Valdemar måtte give øen tilbage til ærkebiskoppen. I 1327 købte ærkebispen Rønne Herred af Uffe Nielssøns søn.

I omtrent 200 år sad nu ærkebispen som herre på Bornholm. Kun en gang i 1361 - 62 fik Valdemar Atterdag øen tilbage, fra ærkebispen endelig i 1522 måtte overgive Bornholm til  Kristian II. Han blev imidlertid fordrevet året efter i 1523, og Frederik I måtte i sin håndfæstning love igen at udlevere øen til ærkebispen.

Efter endnu 2 år i 1525 måtte Bispestolen endelig slippe sit tag i Bornholm, og denne gang blev det for stedse. For den hjælp Lybæk ydede Frederik I, forlangte byen 158.000 lybske mark. Til dækning af dette beløb overlod kongen i 1526 lybækkerne Bornholm i 50 år.

Lybækkertiden 1525 - 1576

Under dansk overhøjhed og gejstlig Jurisdiktion med en foged og en landsdommer, der havde myndighed til at dømme i sager, som bornholmerne rejste mod de lybske fogeder, indledtes en ny meget hård og ubarmhjertig periode for øens beboere. Lybækkernes første høvedsmand Berent Knop tog ophold på Hammershus og fik myndighed som en dansk lensmand.

I 1533 døde Frederik I, og lybækkerne kæmpede for at hjælpe Christian II på tronen. I 1535 blev imidlertid Christian III hyldet som konge. Han opfordrede bornholmerne til at drive lybækkerne væk fra øen. August 1536 kom det til kamp, hvor de bornholmske bønder ikke kunne stå imod lybækkernes krigsvante landsknægte. Derfor måtte Christian III, ved freden i Hamburg, overlade Bornholm til Lybæk i yderligere 50 år, altså helt frem til 1626.

Bornholmerne klagede med rette til kongen over Knop, der efter lybske Rådsherrer og danske Rigsråders undersøgelser ikke var enige i klagerne. Sagen endte med at Rådet i Lybæk i 1543 skiftede Berent Knop ud med Blasius von Wickeden. Han styrede øen i 4 år, hvor der skabtes ro og tålelige forhold.

Lybæks tredie høvedsmand var Hermand Boitin. Han var magister i romerretten og interesserede sig for at få Lutherske præster i øens sogne.

Lybækkerne arbejdede bestandigt på at få absolut øverste myndighed over denne så strategisk vigtigt placerede ø, men Christian III veg ikke. Han indkaldte i 1555 til møde mellem lybske udsendinge og danske Rigsrådder; her i blandt Peder Oxe, der to år tidligere havde købt 30 af de bedste bornholmske gårde. Han var vært for kommissionen på sin gård Maglegård i Østermarie. Lybækkerne måtte p.g.a. berettigede klager gå med til at betale bornholmerne omkr. 4000 lod sølv i erstatning for forurettelserne. Og 3.625« danske mark til kongen, som Knop og von Wickeden uretmæssigt havde opkrævet af kirkens gods.

Efter dette fratrådte Herman Boitin og efterfulgtes af Sweder Kattingk. Han købte Vallensgård i Åker og deltog i øvrigt i mødet på Maglegaard. Sweder Kattingk blev udnævnt til høvedsmand for 10 år.

I 1563 startede den nordiske syvårskrig, og Kattingk satte sig straks det mål at ruste bornholmerne for at hindre enhver svensk landgang på øen. Dette lykkedes, og som erkendelse gav Kong Frederik II Vallensgård adelige friheder samt overlod ham brugen  og indtægten af Spidlegård - også i Åker. Dertil gjorde kongen ham til gejstlig jurisdiktionsfoged, hvilket gav ham betydelige indtægter.

Efter syvårskrigen i 1571 og 72 udskrev kongen en ekstraskat, men Kattingk prøvede at overbevise kongen om, at bornholmerne var for fattige til at betale den, da de under krigen havde betalt ekstra-skatter samtidig med at kvægpest havde gjort store indhug i besætningerne. Efter 17 års styre måtte Lybæks Råd - i 1573 - følge kongens ordre om Kattingks afsættelse. Han overlod øens styrelse til sin efterfølger Kort Hartkings. Straks ved sin tiltrædelse bad han sig afløst af en anden høvedsmand. Dette blev for en 8 års periode Matteus Tideman.

Allerede i 1575 meddelte Frederik II Lybæk at Bornholm skulle rømmes, da de 50 år (første 50 år) var til ende. Det sidste løfte om yderligere 50 år var ugyldigt, da Kristian III ikke var tronet, da han gav løftet. 1. august 1576 måtte lybækkerne så overgive Hammershus og styrelsen af øen i to danske Rigsråders hænder.

Pesten:

Pesten ramte øen hårdt. I 1618 dør omkring 5.200 eller ca. 20% af befolkningen. Og i årene 1602, 1630, 1637 og 1638 hærgede pesten i mindre omfang.

Bornholmske gårde:

Omkring år 1300 var der 949 gårde på øen. Kongen ejede 8 fæstegårde, som kom ind under ærkebispen, der i alt kom i besiddelse af 12 gårde. Heriblandt 2 Kannikegårde i Bodilsker og Kannikegårdene i Klemensker og Åker.

Nogle gårde var i hænderne på indvandrede danske adelsmænd, og i 1400-tallet ejedes en del af de såkaldte Frimænd. Disse regnedes ikke for tilhørende adelsstanden, men stod over Selvejerbonden. ærkebispen gav dem Frimands-rettigheder, men ikke fuld frihed af deres jordegods; deres fæstebønder måtte betale fogeden forskellige afgifter og skatter. Antallet af Frimænd blev efterhånden 15-18, og var en særlig bornholmsk institution. Deres gårde beholdt dog også i nyere tid forskellige rettigheder; de kaldes Proprietærgårde, hvilke der er 15 af.

På resten af gårdene sad Selvejerbønder. For dem gjaldt den gamle vedtægt, at gården skulle gå udelt i arv til den yngste søn, eller hvis der ingen søn var, til den ældste datter. Havde afdøde ingen børn, skulle gården lavbydes på tinge indenfor slægten. Først hvis ingen i slægten ville købe gården måtte den sælges til fremmede. Som følge heraf nedarvedes mange gårde i samme slægt gennem århundreder. Et eksempel herpå er Koefoedgård i Østermarie, den var i samme slægt fra 1543 til 1918.

Krige var dyre, og i årene 1621-58 opkrævedes i Christian IV tid mindst een ekstraskat om året. For at få et fast grundlag for skatteudskrivningen udarbejdedes i 1616 en Jordebog hvori Hartkornet ansattes efter jordebogs-skatten. Selve ansættelsen viste sig hurtigt uholdbar, men varige følger fik Jordebogens nummerering af gårdene. Den har holdt sig til langt op i det 20. århundrede.

I hvert sogn fik Selvejergårdene et nummer, idet man begyndte i nord og derfra solret gennem øst, syd og vest tilbage til nord. Vornedegårdene d.v.s. de gårde, hvis bønder havde gårdene i fæste af kongen, Frimænd eller af en dansk Adelsmand, fik først gårdtal i 1671, og da de lå spredt i sognene, blev nummeringen uden fast system.  

Klik for at se liste over de bornholmske gårde.

Under Sverige:

Svenskerne var i 1645 herrer i Østersøen, og under forhandlinger i Brømsebro om Bornholms afståelse til Sverige, hvilket de danske underforhandlere og det danske Rigsråd rådede Christian IV til, gik svenskerne den 9. juni anført af Wrangel i land i Madvigen syd for Svaneke. Efter at have afvæbnet  byen overgav Wrangel byen til 4 timers plyndring.

En dårlig ledet melits, bestående af øens våbenføre mænd, hvor hovedstyrken fra vestlandet blev ledet af Mads Kofoed, var skyld i - først at der blev lavet en overgivelsesaftale med efterfølgende brandskat, og dernæst at Hammershus d. 17. juni måtte overgives til svensken.

Den 13. august sluttes freden i Brømsebro, hvor det bestemmes at Bornholm skal tilbage til Danmark. Efterfølgende blev de officerer, der havde forrådt øen dømt til døden, men en mild konge benådede dem med landsforvisning.

Herefter blev Christian IV svigersøn Ebbe Ulfeldt indsat som lensmand. Han gjorde det imidlertid meget skidt, og ved en kommisions gennemgang fik mange bornholmere tilkendt erstatning.

Ved Roskildefreden, underskrevet i  1658 i Høje Taastrup Præstegård, måtte Frederik III afstå øen til den sejrrige svenske konge Carl Gustav - fra den 15. marts at regne. Som lens- og slotshøvding udnævnte den svenske konge Johan Printzenskjöld. Han tog bolig på Hammershus, der næsten var uboelig p.g.a. forfald.

Printzenskjöld forsøgte skånsomt at gøre Bornholm til en svensk provins, men kravene fra den svenske konge var meget skrappe. Befolkningen vidste dog ikke om hans hensigt og opfattede ham som øens undertrykker. Udgående fra Hasle dannedes en sammensværgelse, der med Jens Kofoed i spidsen myrdede Johan Printzenskjöld. Dette rejste en opstand på hele øen, og Hammershus måtte overgive sig.

Til at Styre øen valgtes Claus Kames, der var med i sammensværgelsen. og Jens Kofoed blev militærets øverste leder. Begge tog sæde på Hammershus. Efter et døgns sejlads nåede bornholmske udsendinge den 21. dec. frem til Frederik III, der efter deres ønske udnævnte Mikael Eckstein til kommandant på Bornholm - med både militær og civil myndighed. Den 29. dec. foregik den højtidelige overdragelse af Bornholm til kongen. I et gavebrev overdrages øen kongen og hans arvinger til evig arv og eje.

Jens Kofoed blev i folkemunde udråbt til Bornholms Befrier, selvom man i dag ved at det var Poul Ancher, der var hjernen bag sammensværgelsen. Kongen viste sin tak ved at fritage Jens Kofoed for al retslig tiltale i anledning af en drabssag fra 1655.